Når nogle spørger ind til, hvad jeg har oplevet i min tid som brandmand, så forventer de at høre store drabelige historier om flammer så høje som Rundetårn. De rigtig store ildebrande har jeg naturligvis også oplevet nogle gange, men det er ofte ikke dem, jeg tænker tilbage på og gerne vil fortælle om.

Som dreng drømte jeg om at blive brandmand og slukke store ildebrande – noget de fleste drenge på et tidspunkt har drømt om. Min drøm blev bare siddende i kroppen, og da jeg blev ung og skulle vælge uddannelsesretning, så blev det brandmandsjobbet, der trak mest i mig.

Min mor var naturligvis noget bekymret for, om jeg nu skulle komme ud for noget grimt. Heldigvis er det ofte sådan, at når man står i situationen, så handler man instinktivt – det er først bagefter, at man måske komme til at tænke over, at situationen kunne være endt fuldstændig katastrofalt for én selv.

At sidde på vagt og vente på næste opkald går der rigtig meget tid med. En god vagt er jo egentlig en vagt, hvor vi har været på stationen og klargjort alle materialer, fordi så har der ikke været bud efter os og det er jo det allerbedste. Når alarmen lyder og vi gør os klar, så kører adrenalinen i kroppen: Hvad mon vi skal ud til? Heldigvis har jeg ikke været ude for, at skulle ud til folk, som jeg kendte privat – det beskriver andre som noget af det allerværste, man kan komme ud for som brandmand.

De største øjeblikke i mit liv som brandmand har været, når vi er kommet ud til en mindre ildebrand, som vi har kunnet få bugt med uden at der er sket den store skade, men hvis vi var kommet 5 minutter senere, så havde verden set helt anderledes ud!